Coronakarantæne dag 33 – Samfundets og økonomiens forfald… og nye hobbyer.

Jeg har en trading-mentor. Jeg er ikke 100% overbevist om, at han helt er klar over, at han er min mentor, men jeg gør i hvert fald tit det, som han siger. Min bevæggrund er, at han er meget rig, så han ved nok hvad han gør. Mere seriøst, så er han vildt pasioneret og har i den grad bevist sit værd i branchen.

For nogle dage siden fik jeg og nogle andre følgende gruppebesked fra min mentor ang. Coronavirus og markedet:

I am here all day. I have been lying in bed reading. Europe and America are taking it on the chin, with new cases. I suspect these markets will test the lows and eventually break them. I don’t see how that can be avoided….

Sadly…

I am here all day. What else am I supposed to do. I tried to watch a movie last night but I can’t enjoy anything. Just thinking about the markets and how it will end.

Jeg tror, at jeg vil gå kort i markedet igen.

Men alt skal jo ikke være trist, og jeg er en meget opfindsom fyr, så jeg har startet på nogle nye hobbyer her i min karantæne:

  • Jeg prøver at lade mit hår vokse ud, så jeg kan se hvor skaldet jeg egentlig er blevet. (Det var mere end jeg regnede med.)
  • Jeg læser mange krimier på Euroinvestor, finans.dk, Bloomberg mm. De har alle det samme tema, nemlig hvem, der stjal pengene fra Jacobs Lamborghini-fond i sidste måned.
  • Jeg går meget i haven. Mest for at gemme mig, så jeg kan få et øjebliks fred. Men jeg bliver hurtigt fundet, for der er ikke rigtige noget at gemme sig bag.

Jeg har selvfølgelig også bygget på bunkeren. Den er næsten færdig. Jeg begynder dog at overveje om jeg skulle være startet på den nederste etage først, for det bliver lidt svært at komme derned nu. Jeg kigger på det i morgen.

Til sidst får I lige en update på mit karantæneskæg. Det begynder efterhånden at se ret apokalypseagtigt ud. Det er fint, for snart løber vi tør for forsyninger, og jeg vil være nødtvunget til at bevæge mig ud og søge efter basisvarer i den ødemark, der førhen var vores allesammens land. Man kan ikke søge efter mad og andre livsnødvendigheder i et dødsensfarligt område, hvis man ligner en nyvasket kontornusser. Ikke ifølge nogen som helst film, jeg har set i hvert fald.

Coronakarantæne dag 19 – Bunkeropgradering, zombier og opdatering på karantæneskæg

Der er sket meget med samfundet siden karantænen startede. Jeg arbejdede i weekenden på min bunker, hvor jeg har fået skjult indgangen rigtigt godt efterhånden. Jeg burde have lavet den færdig før alt det her skete, men bedre sent end aldrig.

Bunkerindgang
Lidt arbejde med at skjule indgangen til bunkeren. Det begynder at se rigtigt godt ud. På billedet ser I også en opdatering på karantæneskægget. Jeg håber, at I andre er med på bølgen. Nu har I endelig chancen for at komme til at ligne en mand.

Nå, tilbage til det alvorlige. Der er ingen tvivl om, at hele situationen bliver værre og værre. På dag 14 så jeg endelig en zombie. Jeg følte, at jeg måtte ud og rekognoscere, så jeg tog gasmasken og det taktiske udstyr på. Da jeg kom ud på gangstierne, som folk i den tidligere verden brugte til transport, motion og fornøjelse, da så jeg endelig en zombie komme luntende. Den åndede tungt og slæbte fødderne lidt, så jeg har slet ikke i tvivl. Det så lidt sjovt ud med kondisko og en stærkt farvet jakke på en zombie, men der var ingen tvivl med de stønnelyde den lavede og det slidte udtryk i ansigtet. Jeg prøvede selvfølgelig at fange den, så jeg kunne vise den til konen, men den fik vist øje på et eller andet for den stak af i en vældig fart, da jeg hoppede frem og greb ud efter den. Jeg håber, at jeg fanger én en anden dag.

løbezombie
Zombien så ca. sådan ud. Jeg er lidt ked af, at det ikke lykkedes at fange den. Måske lykkedes det næste gang.

Corona-karantæne dag 7 – karantæneskæg og muffins

Det er nu dag 7 i corona-karantænen. Mine børn skændes og slås, men jeg har regnet ud, at det ikke generer mig så meget, hvis jeg lukker døren ind til dem. Hvis jeg tager høretelefoner på, så er det faktisk næsten som om de er i børnehave.

Jeg er introvert. Det er det rigtige at være, hvis du er i tvivl. Men jeg savner faktisk mennesker… lidt. Ikke dem alle sammen selvfølgelig, men bare de gode af dem. Og dem, der skylder mig penge.

Der er ikke tegn på hverken zombier eller røvere endnu, men jeg sørger for, at mine våben er tip-top; det er aldrig dumt at være forsigtig og tænke lidt fremad. Jeg har regnet ud, at jeg har ammunition til omtrent 63 angreb på mit compound. Det burde kunne vare et stykke tid.

Min kone bagte muffins i dag. Der var broccoli i, men jeg elsker hende alligevel.

Jeg er ved at gro mig et karantæneskæg. Det synes jeg også I skulle tage og gøre. Det er altså ikke ret apokalypseagtigt, når I render rundt totalt overskudsagtigt glatbarberede i joggingbukser og sweatshirt. Det hedder skovmandsskjorte, militærbukser og karantæneskæg fra nu af. Er I med på den? Jeg foreslår, at vi bruger hashtagget #karantæneskæg til at vise vores fremgang.

Karantæneskæg dag 7 (Jeg startede selvfølgelig allerede med et rigtigt fuldskæg, da jeg er mand)

Jeg bliver gammel. Beviserne hober sig op.

Mænd ældes som vin, siges der. Vin har dog en vis spændvidde og de fleste mænd ser dog ikke ud til at ældes som en Bordeaux fra 1939, men mere som en chateauneuf du pap-vin til 49 for 2 liter nede i netto. Jeg er selvfølgelig ingen undtagelse og eftersom jeg nærmer mig en rund fødselsdag, så er jeg begyndt at lægge mærke til små ting, der viser, at jeg måske efterhånden er gået fra at være ung til midaldrende.

Jeg tog ungerne med til åben hus hos en bilforhandler i weekenden. De havde ikke set en rigtig Ferrari eller Lamborghini, så det skulle de have lov til. Vi kiggede på alle de smarte biler i flotte farver og pludselig mærkede jeg mig selv tænke “Hvorfor har de ikke flere smarte stationcars her?” Sådan en sætning husker jeg faktisk tydeligt, at den unge Jacob forsvor, at han nogensinde ville sige. Når det kommer til biler, er jeg også blevet træt af at skifte gear. Det føles bare som alt for meget arbejde. Så det blev ikke til nogen ny Ferrari eller Lamborghini for mig. Men det går nok alligevel.

Jeg er skaldet. Det har jeg mere eller mindre altid været, men jeg er jo ved at vokse ind i mit udseende så at sige. På den måde er det jo helt ok. Jeg skal passe på solen om sommeren, men jeg slipper for at sætte hår og gå til frisøren.

“Gør dig dig så noget, at skægget bliver gråt?” spørger min opmærksomme kone mig. “Næh du, jeg er jo gift” svarer jeg. Min søde kone kommenterede ikke yderligere på mit skæg. Hun må nok have synes, at det var et godt svar.

Som “voksen” opdager man også, at alderen trykker, når det kommer til træning. Når jeg som ung fik vægtstangen på den forkerte side af holderne og skulderen fik hele vægten, så måtte jeg holde en pause en to-tre dages tid. Nu har jeg ondt  i det meste af et år, hvis jeg sover forkert eller et par gange bruger en dum vinkel, når jeg børster ungernes tænder.

Til gengæld for alt dette, så har jeg fået at vide, at jeg har et syn som en 18-årig. Bare forudsat at jeg har mine briller på selvfølgelig…

Min fremtid er ganske vis. Jeg ender sådan her engang.

Darth Yoda og et blåt skinneben – livet som nørdet far.

Når det bliver koldt og mørkt, så kan man glæde sig over alle de muligheder det giver for at té sig åndsvagt.

“Far, jeg vil være Darth Vader, så kan du være Darth Yoda.”

Min lille søn er ikke helt med på navnene endnu, men han er klart fan. Den førstefødte havde leget lyssværd med en ret lang sæbebobbelbeholder, indtil  den gik i stykker, så far her måtte glædestrålende indse, at drengen nu var klar til at begynde sin jedi-træning

Straks gik jeg ind i våbenskabet og hentede to “combat ready lightsabers”, som jeg tilfældigvis allerede havde liggende. Kort tid efter var jeg fuld af stolthed over min søns evner, og jeg kunne humpe tilbage til huset og pleje mit skinneben.

Næste fastelavn bliver awesome!

 

Guide til indkøb af konebil – Far på barsel dag 19

Kender I det med, at man ikke har en BMW, men man vil gerne have en BMW, så man køber en BMW?

Som småbørnsfamilie er man nødtvunget til at have en bil. Hvor meget vores underuddannede christianitter af en flok politikere end ønsker det, så er det bare ikke en reel mulighed at undvære bilen, når man bor andre steder end i Storkøbenhavn. Netop der hvor de bilhadende politikere bor, drikker deres café latte og regerer over vi andre, der betaler deres løn. Det er altså ikke fedt at sidde i en bus ude i provinsen (Århus, Odense,  Aalborg mm.)  sammen med en flok alkoholikere og kriminelle, der er på vej ned til borgerservice. Så stiller drengen jo bare spørgsmål…

  • Far, skal de andre i bussen ikke på arbejde?
  • Faar, hvorfor har hende der beskidt tøj på?
  • Faaar, hvorfor lugter ham der sådan?
  • Faaaar, hvorfor trækker du mig ud af bussen?

Alt dette betyder, at de nu er tid til at købe bil nr. 2. Men hvordan køber man en bil, når man bor i et land, der udelukkende tilskynder køb af biler med en motor fra en plæneklipper og en størrelse, så man hverken kan være i besiddelse af ben eller være højere end den gennemsnitlige hobbit? Man kører selvfølgelig til Tyskland, så det gjorde jeg og min kammerat.

Der er jo ikke noget, som siger “Far på barsel”, som at køre 650km ned i Tyskland og efterlade barnet derhjemme med Mor.

regnvejr i tyskland
Vejrguderne er åbenbart i ledtog med de danske bilhadende politikere

Vælg en bil

Når man er ankommet til bilforhandleren, så finder man den bil, man gerne vil have, så jeg fandt hurtigt nogle at vælge imellem.

Lamborghini Aventador og smuk mand
Den her Lamborghini Aventador?

 

Audi RS6 og smuk mand
Eller den her Audi RS6?

 

Porsche Panamera og smuk eftertænksom mand
Eller måske den her Porsche Panamera?

 

Efter lidt undersøgelser af afgifter, får man en trykken for brystet og en underlig smerte op langs venstre arm. Samtidigt kan man man nærmest høre den hånlige latter af Magrethe Auken inde i hovedet. Det er tid til at kigge efter et mere danskervenligt alternativ.

Fiat Multipla og smuk mand med ondt i øjnene
Fiat Multipla. Den var billig men nej. Jeg kunne bare ikke.

 

Til sidst valgte jeg en BMW. Så gik den vilde jagt med prøvetur, forhandlinger, klargøring, syn hos TÜV og en tur forbi det tyske motorkontor, så hen og få trykt nummerplader, tilbage til motorkontoret for at få nogle klistermærker til disse nummerplader. Ordnung muss sein. Så kunne vi endelig køre hjemad igen.

Hjem igen

En meget lang tur senere, så har vi nu en ektra bil i garagen. Der mangler stadig at blive betalt afgift, så der kan komme plader på. Denne afgift kan vel betale et par bistandsklienters udgifter i en rum tid, så det er da dejligt for dem. Det giver en dejlig følelse i maven, at man hjælper folk i nød, og så giver det jo pludseligt god mening, at jeg skal bruge 5-10 års feriebudget på ren afgift på en bil, så jeg kan nå at aflevere mine børn til pasning for at tage på arbejde, så jeg kan tjene penge og betale halvdelen i skat, som staten så forærer væk til førnævnte buspassagerer og enhver inder med en faxmaskine, der spørger efter aktieudbytteskat retur for aktier, som han aldrig har ejet. Det er helt fair… eller noget.

BMW og smuk mand. Ren kærlighed.
Das Auto. Übergeil und wunderbar mit dem schönes BMW-Schild am Front.

Nogen der kender en god rengøringsdame? – Far på barsel – dag 9

Børn er nogle små svin. De grisser alting til, og man kan ikke vende ryggen til dem i få sekunder, før noget går i stykker eller er blevet smattet ud over de før så kridhvide vægge i køkkenet, spisestuen, hallen, garderoben, loungeområdet, tv-stuen eller legerummet… som alle godt nok er det samme rum.

Det er nu faldet mig for øre, at min kære hustru, som holder ferie her de første dage af min barsel faktisk skal begynde på arbejde snart. Derfor har jeg brug for en rengøringsdame. Alternativet er jo, at jeg selv gør det, og det ved vi jo godt ikke sker.

Mere børnearbejde

Det går strygende med børnearbejdet. Den førstefødte er ved at være en ganske acceptabel brolægger, hvilket når jeg tænker over det, nok er noget mere praktisk end han kan sætte en flagstang op. Det er jo ikke så tit, at jeg får brug for sidstnævnte.

To år gammel og allerede verdensklasse brolægger.

By the power of Grayskull. Jeg ser store ting i den drengs fremtid.

 

Børnekarneval i pis-regnvejr? – Far på basel – Dag 8

Som far er der mange arrangementer, som man kan se frem til. F.eks. forældremøder, arbejdsdage i børnehaven, vaccinationsbesøg hos lægen og… børnekarneval.

Lyder fedt

I modsætning til de andre nævnte aktiviteter, så lyder børnekarneval jo superfedt. Man skal tage fri for arbejde, man kan hygge med ungerne og de andre forældre. Ja, det er faktisk ret fedt. Den danske sommer har dog som altid en lumsk vane med at smide malurt i bægeret; en stormflod af bibelske proportioner hang omkring byen, da karnevallet skulle i gang.

skyer
I’m singing in the rain

Frem med regnjakken i den rigtige multicam. (Indkøbt fra amerikansk overskudslager, så man ved det ligner noget der duer.) Frem med regnbukerne i autentisk tysk flecktarn camo. (Fordi jeg ikke lige havde andet.) Og så  frem med de neongrønne kondisko. (Ok, det var måske ikke lige 100% gennemtænkt.)

Jamen Jacob, hvad skete der dog?

Ikke en skid. Det regnede lidt lige efter optoget, men jeg kunne sagtens sidde i en stol, drikke the og spise kage. Al min forberedelse til den store apokalypse var forgæves.

Hvad har du så at brokke dig over, din idiot?

Ikke noget. Det var faktisk ret hyggeligt. Først da vi kom hjem var der et kæmpe længerevarende regnskyl samt lidt lyn og torden.

Her er nogle billeder fra dagen:

Kostume
Min førstefødte søns kostume. Jeg fik ikke rigtigt fat i hvad dagplejeren sagde det var, men jeg er ret sikker på, at han skulle forestille en, der stemte på Enhedslisten. Han var i hvert fald beskidt og kunne ikke stave sit eget navn.

 

Far og søn i regnvejr
Far og søn-regnvejrshygge. Jeg må virkelig få skaffet noget multicam goretex regntøj til den dreng. Det der gule er ikke ret sejt.

 

Far på barsel: Mit skæg… mit smukke skæg.

Håndsprit… Man kan ikke få nok håndsprit!

Du undrer dig nok over hvordan dette passer ind i overskriften, men følg med. Vi vil tage en runde omkring hygiejne, hvorfor babyer koster mænd deres skæg og smukt tilbage til hygiejnen.

Håndsprit er simpelthen et must have, når man som normalt fungerende mand (med en sund forståelse for hvor dødelige bakterier er) pludselig stilles overfor den sværm af bakterier og snavs, som små børn fører med sig.

Man lærer efter noget tid at tolerere, at man altid har mad et eller andet sted på tøjet. Det tager dog en del længere at acceptere, at babyer altid savler, og dette savl rammer steder, som man ikke bryder sig om. Jeg har f.eks. oftere skullet vaske mit skæg efter jeg blev far. En lind strøm af savl rendende ned over ens ansigtsbehåring i situationer, hvor begge ens hænder er optaget med at holde fast om den dyrebare baby, medfører nemlig en voldsomt øget trang til vand og sæbe. Selvom skægget skal vaskes det tiere, så er det til gengæld blevet en hel del nemmere at vaske. Små børn river nemlig i altid, som de kan få deres små søde grådige fingre i nærheden af. Denne fadermishandling har medført, at jeg har måttet klippe skægget, så det lige netop ikke kan rykkes i. Dog selvfølgelig ikke så kort, at jeg ligner en pige (eller en mand, som stemmer radikalt).

Baby rykker i fars skæg. Håndsprit, gråt skæg osv. Alt i en dag som far på barsel.
Min førstefødte viser hvorfor nybagte fædre ofte må ofre deres skæg.

Nu har jeg nævnt savl, og selvom det er slemt, så er det ikke det værste, som de herlige små guldklumper kan præstere. Så lidt vask og håndsprit er ikke altid nok. Man må supplere med viskestykker, gulvklude, vådservietter og til sidst lange styrtbade i 80 grader varmt vand, så straks at baby sover.

Bortset fra dette, er de da meget søde. Jeg savner bare mit skæg. Jeg håber bare, at det ikke er helt gråt den dag, at jeg kan have det i fred for de små fingre.  Det konstante nært forestående nervesammenbrud man, som far, har det første stykke tid med en lille ny, får mig til at frygte det værste.

Mascha og børn’en

Ingen har spurgt, men det skal ikke stoppe mig fra at kommentere på hvorfor jeg dog har startet denne blog.

Jeg har i årevis bemærket hvordan reality-tv har overtaget sendefladen på flow-tv. Faktisk i sådan en grad, at jeg den dag i dag har droppet at se tv. Jeg orker ikke at lægge øjne og ører til det nymodens pjat.

Hver gang jeg tænder et tv, så er det som at vågne af et årelangt koma og indse verden nu er befolket af en blanding af følgende personlighedstyper:

  • Den gennemsnitlige træskobeklædte markedsdeltager til Brønderslev marked
  • Mænd, der går med tørklæder om sommeren. (Nej, den slags pynt er kun til kvinder!)
  • Kvinder med tatoveringer på fingrene. Gerne med stavefejl og åbenlyst valgt ud fra prisen og ikke så meget kvaliteten.
  • Politikere… *gys*
  • Mascha Vang.

Disse individer er nu langsomt ved at overtage internettet også. Engang kunne vi nørder være sikre her, men det er slut. De seje børn overtager nu vores legeplads og hvis vi vil lege med, så er det på deres præmisser. Det vil sige, ingen lange sætninger, masser af tom snak og billeder… og gerne en billig lændetatovering eller to.

Ja ja, kom nu til pointen

Jeg vil være Mascha Vang. Dette intelligensvacuum er simpelthen min store indflydelse. Har I nogen som helst idé om hvad det skringe fruentimmer tjener på sine himmeltråbende banale skriverier? Mere end statsministeren!

Ok, det er måske et dumt eksempel, for enhver af de sidst siddende statsministre, som jeg kan komme i tanke om, har faktisk været ca. lige så smarte som Mascha. Men for hulen, det er mange penge.

Fremtiden for bloggen – min, ikke Maschas

Da min totale fokus på denne blog er at efterligne Mascha Vang i al hendes gloværdighed, så kan I forvente meget af følgende indhold:

  • Sponsorerede indlæg.
  • Stavefejl.
  • Nye spændende måder, som man kan tabe sig på uden at lave noget om eller gøre en indsats.
  • Ligegyldige ting om mine børn.
  • Stylingstips til nybagte mødre. Ting som, hvordan man får grød af tøjet og hvordan man får ugegammelt uvasket hår til at ligne en million.
  • Hvordan man scorer en semikendt politiker, og laver et barn på ham.

Da jeg tager mit arbejde som blogger meget seriøst, så har jeg påtaget mig en ny personlighed. Det er sådan en slags method writing ligesom skuespillerne gør med method acting. En metode, hvor de forsøger at leve som den karakter, de skal være. Udseendet, som en sand klon af Mascha, er på plads. Jeg tror, at jeg vil kalde hende Mandcha Vrang.

En utroligt flot fyr
Her ser vi stilikonet Mandcha Vrang – blogger extraordinaire

En sidste ting om Mascha Vangs blog

Jeg forstår simpelthen ikke, at når den kære Mascha laver en jeg-er-blevet-småtyk-mor-men-vil stadig-være-kendt-blog, hvorfor har hun så ikke kaldt den Mascha og børn’en? Det er jo åbenlyst, hvis man har set bare en lille smule børnetv.

Mascha Vang og Bjørnen
Mascha Vang og Bjørnen