Far på barsel… igen – Dag 1

Endnu en søn er ankommet. Konen har i månedsvis gået og fodret på ham, og han har efterhånden en størrelse, så hun i kortere perioder tør overlade ham til manden i huset. Endnu engang må denne sure gamle mand således vende snuden mod bleer, støvsugning, formiddagstv og en evig træthed.  Kort sagt… jeg må kaste mig over endnu en gang barsel.

Jeg har nu måttet sige farvel til alle mine dejlige kolleger… (og selvfølgelig også de trælse). Jeg er nemlig nødt til at bruge den næste tid på at passe og pleje baby 2.0. Det er hårdt, og jeg vil savne mit arbejde og de udfordringer, som hver dag smides i skødet af en på arbejdsmarkedet. Lidt som når en hipster får et anfald og spilder sin mocha-latte-yoghurt-frappuchino med ingefærdrys i skridtet, fordi han ikke kan få leveret sin nye Tesla med sædebetræk i hamp.

Jeg er klar over at babypasning er et hårdt og utaknemmeligt job. Det er slet ikke så glamorøst, som I ser det på hollywoodfilm. Det bliver ene søvnløse nætter, grød i ørerne og et dagligt ønske om at hyre en babysitter, og så låse sig inde på kontoret liggende i fosterstilling i nogle timer, bare for at græde ud.

Det bliver saftsuseme fedt! SKÅÅÅL…

Far på barsel. En bette drink til de to mænd i huset, fødderne op og udsigt over markerne. Hvad mere kan man ønske sig?
Far på barsel. En bette drink til de to mænd i huset, fødderne op og udsigt over markerne. Hvad mere kan man ønske sig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *