Far på barsel: Mit skæg… mit smukke skæg.

Håndsprit… Man kan ikke få nok håndsprit!

Du undrer dig nok over hvordan dette passer ind i overskriften, men følg med. Vi vil tage en runde omkring hygiejne, hvorfor babyer koster mænd deres skæg og smukt tilbage til hygiejnen.

Håndsprit er simpelthen et must have, når man som normalt fungerende mand (med en sund forståelse for hvor dødelige bakterier er) pludselig stilles overfor den sværm af bakterier og snavs, som små børn fører med sig.

Man lærer efter noget tid at tolerere, at man altid har mad et eller andet sted på tøjet. Det tager dog en del længere at acceptere, at babyer altid savler, og dette savl rammer steder, som man ikke bryder sig om. Jeg har f.eks. oftere skullet vaske mit skæg efter jeg blev far. En lind strøm af savl rendende ned over ens ansigtsbehåring i situationer, hvor begge ens hænder er optaget med at holde fast om den dyrebare baby, medfører nemlig en voldsomt øget trang til vand og sæbe. Selvom skægget skal vaskes det tiere, så er det til gengæld blevet en hel del nemmere at vaske. Små børn river nemlig i altid, som de kan få deres små søde grådige fingre i nærheden af. Denne fadermishandling har medført, at jeg har måttet klippe skægget, så det lige netop ikke kan rykkes i. Dog selvfølgelig ikke så kort, at jeg ligner en pige (eller en mand, som stemmer radikalt).

Baby rykker i fars skæg. Håndsprit, gråt skæg osv. Alt i en dag som far på barsel.
Min førstefødte viser hvorfor nybagte fædre ofte må ofre deres skæg.

Nu har jeg nævnt savl, og selvom det er slemt, så er det ikke det værste, som de herlige små guldklumper kan præstere. Så lidt vask og håndsprit er ikke altid nok. Man må supplere med viskestykker, gulvklude, vådservietter og til sidst lange styrtbade i 80 grader varmt vand, så straks at baby sover.

Bortset fra dette, er de da meget søde. Jeg savner bare mit skæg. Jeg håber bare, at det ikke er helt gråt den dag, at jeg kan have det i fred for de små fingre.  Det konstante nært forestående nervesammenbrud man, som far, har det første stykke tid med en lille ny, får mig til at frygte det værste.

2 kommentarer til “Far på barsel: Mit skæg… mit smukke skæg.”

  1. Kan du ikke bare spise nok først, så du ikke kommer til at savle over lugten af babymos, der emmer fra hele fronten af den baby, som du bærer rundt på?!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *